skribleri

I dag har jeg cyklet en tur. En lang tur. 

Startede med at cykle ud i den nærliggende skov, hvor jeg har "mit eget" sted. En lille oase - midt i skoven, med den smukkeste lille sø. Jeg blev dog træt af at fjerne tæger og diverse fra mig, så jeg samlede mit tæppe og min bog sammen og cyklede videre. Jeg endte ved Suserup - ved siden af Tystrup sø. Det er et fantastisk sted. Suserup skov er fredet og over 6000 år gammel. Sammen med min bog, "Om at spise dyr" af Jonathan Safran Foer, lagde jeg mig på en bænk med udsigt over søen, den gamle skov til min ene side og de pragende kornmarker til den anden side. På den anden side af søen kan man se en kirke og flere bølgende marker i det bakkede landskab. Årh, dansk natur. Det er nu slet ikke så dårligt, når det kommer til stykket. Når der ikke lige er råd til interrail eller andet sjov, er det skønt at finde så meget storslået ro så forholdsvis få kilometer fra ens dør. Da det begyndte at blive mørkt vendte jeg hjem og cyklede den korte tur hjem. Den korte tur er dog stadig syv kilometer lang, så det er stadig en pæn tur - specielt når den er op ad bakke det meste af turen. Da jeg kom hjem var det med fornyet energi - og pludseligt er det ikke så rart at træde ind i et indelukket hus med statisk lys. Ærgerligt, men vel blot en bekræftelse af at det er mest naturligt for os mennesker at færdes udendørs.. :) 

Nu vil jeg fortsætte lidt i min bog. Tror, at jeg laver et indlæg om den, når jeg er færdig. Er omkring hundrede sider inde i den allerede, så mon ikke det går ret hurtigt - den er fantastisk! 

Godnat herfra 

xx

No comments:

Post a Comment