ensom blandt mennesker

-       Jeg er nu ikke så vild efter at blive klog på mig selv, sagde han bare.

-       Det ved jeg godt, det er ikke din hensigt, det er dit middel, sagde Marcelle. Du gør det for at blive fri af dig selv, for at kunne se dig selv ude fra, bedømme dig selv objektivt; den indstilling foretrækker du altid. Når du betragter dig selv, forestiller du dig, at du slet ikke er det, du ser, at du er intet. Og det er i realiteten dit ideal: at være intet.

-       Være intet, gentog, Mathieu langsomt. Nej. Det er ikke det. Hør nu . . . jeg . . .  jeg stræber efter udelukkende at hvile i mig selv.

-       Ja. Være fri. Fuldkommen fri. Det er din last.

-       Det er ingen last, sagde Mathieu. Det er . . . ja, hvordan skulle man ellers se på det?

Han var irriteret: alt dette havde han allerede hundrede gange forklaret Marcelle, og hun vidste, at intet betød mere for ham.

-       Ja . . . hvis jeg ikke prøvede at leve helt for egen regning, ville selve det at eksistere stå for mig som noget komplet meningsløst.

Marcelle smilte stædigt.

-       Ja vist så – det er din last.

Mathieu tænkte sig om: ”Hun går mig på nerverne, når hun driller.” Men han angrede det og sagde dæmpet:

-       Det er ingen last. Sådan er jeg nu.

Fra Jean-Paul Sartres ”Ensom blandt mennesker”